INDKØRING I VUGGESTUE

Jeg er klar over at jeg bevæger ud i et mine felt, når jeg gerne vil snakke om indkøring i vuggestue. Så husk at dette blog et min erfaring, oplevelse og følelser omkring emnet. Jeg er med på at mange har anderledes oplevelser, så vær søde, tak.

Inden Corona tog fat, var Luna ved at blive kørt ind i vuggestue. Det gik rigtig godt. Hun kravlede rundt og samlede bunker af legetøj og puttede ved hendes pædagog på første dag. Det gik faktisk nemt for sig. Men på 5. dagen lukkede Danmark ned. Præcis på den dag hvor hun skulle prøve at sove 2 gange i vuggeren.
Det var ærgerligt, men selvfølgelig nødvendigt. Da Danmark åbnede op igen så vuggestue verdenen pludseligt meget anderledes ud. Derfor besluttede vi at vente et par uger med indkøring. Vi ville sikre os at pædagoggerne var klar og havde overskud til det.

I skrivende stund hedder det onsdag d.13 maj. Luna var afsted 2 gange i sidste uge. D.6 og D.7 sammen med mig. Her blev vi mødt med en tom og hvid stue. Der var blot en sølle kasse med legetøj og 5 bøger. På normale dage vil der være 9-11 børn.


Vi legede i en time. Hun bevægede sig ikke mere end 50cm væk fra mig. Hvis hun kunne, var hun kravlet tilbage i min mave. Hun skulle bestemt ikke i nærheden af andre voksne. Vi var afsted igen sammen mandag d.11. Og i går d.12, var hun for første gang alene. I 1 time. Da jeg ringede på klokken ved hegnet, kom de med hende. Pædagogerne sagde at hun havde haft en god dag, men at hun for det meste sad på armen og bevægede sig ikke langt væk fra dem.
I dag, d.13, var hun afsted i 1,5 time. Jeg hentede ved hegnet. Samme besked som i går. Det går fint.
Nu sidder jeg tilbage med en følelse af at være magtesløs. Når jeg aflevere hende, klemmer hun sig til mig og vil ikke gives videre. Hun græder ikke. Men hun graver sig fast i mig. Beskeden lyder at hun klare det godt. Jeg stoler på pædagogerne. De er mega dygtige.


MEN… Som forældre er jeg utryg når jeg ikke kan se det selv. Når jeg ikke kan komme på stuen for at hente, hvor jeg kan se hvad hun laver. Jeg har set kassen med legetøj. Der må være kamp om det. Min datter møffer og virker utilpas når hun kommer hjem. Jeg ved at hun nok er træt. MEN… får hun nok kontakt i vuggestuen? Jeg ved de har god kontakt til børnene. MEN.. er det nok for mit barn.
Mit barn som gerne vil lege med de voksne. Mit barn som altid søger de voksne. Mit barn som elsker at sidde på skødet og kigge. Mit barn som elsker at kigge i bøger. Er der tid nok?
Jeg sidder med en følelse af at institution ikke er for os. Men er det så simpelt? Har alle det som jeg? Er jeg forkert? Kan det overhovedet lade sig gøre?
Der er mange følelser på spil. Og jeg ved ikke hvor jeg skal starte og slutte.

 

TAK FORDI DU LÆSTE MED
N A T H A L I E

KÆRE MOR-POLITI

Som I kan se på billederne, er jeg for første gang blevet kontaktet af mor-politet. Indtil nu har jeg kun hørt dem florere “bag min ryg”, hvor de har fortalt andre om deres holdning til hvordan jeg er mor. Men efter at jeg delte min fredag på @mitodense ‘s Instagram, så er der en fra morpolitiet der har meldt ind. Jeg kender hende overhovedet ikke, men hun er/var bare lige urolig. Hun skulle lige sikre sig at jeg passer Luna ordenligt.

Jeg delte hurtigt beskederne på Instagram, for lige at fortælle at morpolitiet stadig er igang. Jeg havde dog ikke forventet hvordan folk ville reagere. WOW hvor er de fleste mennesker bare pisse dejlige. Jeg er blevet kontaktet af fremmede, bekendte, venner og familie. Og alle har givet mig kæmpe high-five og en masse kærlighed. Jeg sidder tilbage mega overvældet og uden ord. Det viser virkelig at for hver dårlig kommentar er der ti gode! TAK til jer.

&

Kære mor-politi

Tak fordi I følger med og bekymrer jer SÅ meget om mit barn. Det er dejligt at hun betyder så meget at I lige vil sikre jer at hun har det godt. MEN hvis der er én i verden som bekymrer sig om min datter, så er det mig. Der er 362736273727 måder at være mor på. Og alle forældre gør det aller aller aller bedste for deres børn. Vi er alle sammen forskellige og det er forskelligt hvad der fungerer. Jeg prioriterede at tage på TinderBox festival med mine venner. Niko og jeg tog hjem hver nat og sov med vores lille Luna. Hun blev passet af hendes bedsteforældre, og de nød det alle sammen. Bare rolig, vi har styr på det!

Så inden i dømmer mødre, snakker om dem eller/og skriver til fremmede. Så tænk jer lige om en ekstra gang. Hvis I har børn/når I får børn – så ved I at jeres børn er det vigtigste i verden. Alt hvad vi forældre gør, er for vores børns bedste. Hvis vi er sammen med vores børn hele tiden og prioritere sådan, så er det perfekt. Hvis vi vælger at lade batterierne op på en festival, så er det perfekt.

Så tak fordi I tænker på vores børn. Det gør vi også!

N A T H A L I E

JEG ELSKER MIN BABY MEN…

Så er der en ny video klar til jer. jeg har valgt at dele 10 ting som følger med når man får en baby. Der er helt sikkert flest gode og fantastiske ting ved at få en lille en, MEN, der følger også en masse andet med. Og det har jeg valgt at dele i min nye serie, som jeg har kaldt “jeg elsker min baby MEN”.

Jeg håber at I kan lide den!
N A T H A L I E

FØDSELSVLOG

Så kom hun endelig til verden, vores lille superhelt. Vi dokumenterede det vi ville og kunne, og her har i de klip vi fik under vejen til hendes ankomst. Jeg håber at I kan lide den. 🙂

KÆRLIGHED
N A T H A L I E

NÅR HORMONERNE TAGER OVER

Jeg er sikker på at der er flere gravide som kan genkende følelsen af at hormonerne tager over. Hele min graviditet har jeg ikke følt mig som mig selv. Jeg synes, ærligt, at jeg har været en dårligere version af mig selv. Jeg har været virkelig negativ, og der skal ikke meget til for at slå mig af pinden. Jeg bliver hurtig sur og vrisser af de mennesker jeg elsker mest – og der er INGEN grund til det! Jeg kan til gengæld heller ikke styre det hvis der sker noget sjovt – eller hvis jeg synes jeg selv har sagt noget sjovt. Jeg griner ustyrligt, og min situationsfornemmelse forsvinder fuldstændig. Og så græder jeg af virkelig mærkelige ting. Nogen gange synes jeg det er mærkeligt at jeg ikke græder til en film, og så græder jeg fordi jeg ikke græd til filmen. ÅHA DE HORMONER!

Situationer hvor mine hormoner tager over:
– Når vi ikke har noget mad(jeg har lyst til) herhjemme – jeg bliver SÅ pigesur på Niko og mener 100% at det er hans skyld!
– Når min mor siger jeg kan spise toast hos dem, men de ikke har skinke………. Hvad kan man bruge det til?
– Når mine søskende svarer mig i et(efter min mening) forkert tonefald. Hvad bilder de sig ind???
– Hvis en hund dør i en film/serie – , eller, der græder jeg jo også når jeg ikke er gravid. Men helt ærligt, hvorfor skal hunden dø?!
– Når voksne mennesker fralægger sig alt ansvar og giver de ansatte i butikker og/eller i institutioner voksen skældud. BARE STOP!
– Når Niko kommenterer på hvor meget jeg laver herhjemme. HALLOOOO – jeg er ligesom igang med at lave en baby!
– Hvis der sker noget akavet. Jeg kan ikke lade være med at grine. Det er SÅ upassende, men jeg kan simpelthen ikke styre det.
– Jeg græd efter jeg havde set “A Star Is Born”. Ikke fordi den var rørerende, men mere fordi jeg ikke kunne forstå at jeg ikke græd inde i biografen, er det ikke meningen at gravide skal græde til ALT?

Så for at opsumere. Så er det ikke en joke, det med de hormoner. Jeg føler at min krop og mit sind er blevet besat af en anden. Og den person er ikke altid det rareste menneske. Heldigvis har det en ende og der er kun 4 uger til jeg har termin! WUHU. Jeg er sikker på at mine hormoner og den lille også vil gøre noget efter fødslen. Men hormoner blandet med ondt i ryggen og ingen søvn – det er altså ikke en god kombi i mit tilfælde.

Så kæmpe respekt til alle jer mødre derude, vi er for seje!
N A T H A L I E