Lillebælt halvmarathon

Endelig, endelig, endelig!! Jeg kan ENDELIG slappe af, efter flere måneders løbetræning. Jeg er så dejlig afslappet nu. Jeg har ikke flere løb i år - så det er bare en befrielse. Men hvor har det dog været en fed oplevelse. I lørdags, altså i går, hvor jeg sammen med to af mine bedste veninder, løb Lillebælt halvmarathon. Jeg er endelig kommet i ordentlig form, og har ingen problemer på mine lange løbeture. MEN, selvfølgelig har jeg trænet for intensivt og skaffet mig selv en skinnebensbetændelse (typisk).

Imod alle odds gennemførte jeg alligevel de 21km, sammen med Bolette og Katja - som har været mega støttende og troet på mig hele tiden. Vi kørte hjemmefra lørdag formiddag, alle tre mega nervøse for løbet. Ikke nok med at vi ikke følte os i træning, så døjer vi alle med ben problemer og så stod det ned i stride strømme. Det var som om, at ham for oven bare ikke var på vores side. Vi var sten sikre på at vi ikke kunne komme igennem, og vores aller største frygt var at blive hentet af den skide irriterende bus, som samler alle de langsomme op, som ikke kan gennemføre løbet på 3 timer. Men selvfølgelig ville vi give det et forsøg og presse os selv!!

Vi var så mega heldige, at min søde moster gav os lov til at være hos hende og min onkel inden løbet gik igang. Så der kunne vi så sidde i et par timer, og høre regnen piske mod vinduerne.. Det gjorde os jo i meget bedre humør! (som om)

Efter at have siddet i tørrevejr, var det tid til at min søde kæreste og hans dejlige ven, kørte os ned til løbet. Og der stod vi så og frøs sammen med 11.000 andre løbere. Vi stod presset som sild i en tønde og kunne mærke vind og regn, helt ind under huden. Stemningen var presset, men vi kom igang. SELVFØLGELIG, viste de, de hurtigste løbere på storskærm, så vi andre rigtig kunne have det dårligt med os selv.... 1.05 var den hurtigste tid... WOW! Aldrig i mit liv man.

Men som sagt, så kom vi i gang. Allerede efter de første 5km var jeg ved at dø. Det stod stadig ned og jeg var driv våd. Omkring 7km gik det helt galt med mit ben. Hver gang jeg forsøgt at løbe, bare musse stille, så føltes det som om at min fod drejede sig 90 grader. Det gjorde så ondt, at jeg blev nødt til at ringe til min far og min kæreste, og fortælle at jeg nok ikke kom i mål.

Men men men, jeg fik hanket op i mig selv og taget mig sammen. Så måtte jeg have ondt i morgen, altså i dag... Og tro mig.. Jeg går som om jeg har løbet 100km i bare fødder. av! Jeg nåede til 10km og hurtigt efter, 12km. Da jeg nåede de 15, var jeg sikker på at jeg ville gennemføre, og pga af det, så forsatte jeg med et smil på læben. Jeg holdte ind ved 18km og tog noget at drikke, og ud af det blå dukker min søde veninde, Bolette, op! Mega dejligt at se hende. Vi fulgtes de sidste 3km og støttede hinanden. Vi endte med at komme løbende hånd i hånd over målstregen! Og en bølge af lykke stormede ind over os. Vi havde edder'maeme gennemført!!!!

I dag er jeg stadig høj efter oplevelsen, men mine ben har set bedre dage. Jeg holder dem lige lidt i ro de 2 kommende uger, men så er det igang igen. Det er det hele værd!

En lille hilsen til alle jer, seje løbere! Jeg har stor respekt. Bliv ved !