Jeg er sikker på at der er flere gravide som kan genkende følelsen af at hormonerne tager over. Hele min graviditet har jeg ikke følt mig som mig selv. Jeg synes, ærligt, at jeg har været en dårligere version af mig selv. Jeg har været virkelig negativ, og der skal ikke meget til for at slå mig af pinden. Jeg bliver hurtig sur og vrisser af de mennesker jeg elsker mest - og der er INGEN grund til det! Jeg kan til gengæld heller ikke styre det hvis der sker noget sjovt - eller hvis jeg synes jeg selv har sagt noget sjovt. Jeg griner ustyrligt, og min situationsfornemmelse forsvinder fuldstændig. Og så græder jeg af virkelig mærkelige ting. Nogen gange synes jeg det er mærkeligt at jeg ikke græder til en film, og så græder jeg fordi jeg ikke græd til filmen. ÅHA DE HORMONER!
Situationer hvor mine hormoner tager over:
- Når vi ikke har noget mad(jeg har lyst til) herhjemme - jeg bliver SÅ pigesur på Niko og mener 100% at det er hans skyld!
- Når min mor siger jeg kan spise toast hos dem, men de ikke har skinke.......... Hvad kan man bruge det til?
- Når mine søskende svarer mig i et(efter min mening) forkert tonefald. Hvad bilder de sig ind???
- Hvis en hund dør i en film/serie - , eller, der græder jeg jo også når jeg ikke er gravid. Men helt ærligt, hvorfor skal hunden dø?!
- Når voksne mennesker fralægger sig alt ansvar og giver de ansatte i butikker og/eller i institutioner voksen skældud. BARE STOP!
- Når Niko kommenterer på hvor meget jeg laver herhjemme. HALLOOOO - jeg er ligesom igang med at lave en baby!
- Hvis der sker noget akavet. Jeg kan ikke lade være med at grine. Det er SÅ upassende, men jeg kan simpelthen ikke styre det.
- Jeg græd efter jeg havde set "A Star Is Born". Ikke fordi den var rørerende, men mere fordi jeg ikke kunne forstå at jeg ikke græd inde i biografen, er det ikke meningen at gravide skal græde til ALT?
