Om at være sin egen bedste ven

INDKØRING I VUGGESTUE

Jeg er klar over at jeg bevæger ud i et mine felt, når jeg gerne vil snakke om indkøring i vuggestue. Så husk at dette blog et min erfaring, oplevelse og følelser omkring emnet. Jeg er med på at mange har anderledes oplevelser, så vær søde, tak.

Inden Corona tog fat, var Luna ved at blive kørt ind i vuggestue. Det gik rigtig godt. Hun kravlede rundt og samlede bunker af legetøj og puttede ved hendes pædagog på første dag. Det gik faktisk nemt for sig. Men på 5. dagen lukkede Danmark ned. Præcis på den dag hvor hun skulle prøve at sove 2 gange i vuggeren.
Det var ærgerligt, men selvfølgelig nødvendigt. Da Danmark åbnede op igen så vuggestue verdenen pludseligt meget anderledes ud. Derfor besluttede vi at vente et par uger med indkøring. Vi ville sikre os at pædagoggerne var klar og havde overskud til det.

I skrivende stund hedder det onsdag d.13 maj. Luna var afsted 2 gange i sidste uge. D.6 og D.7 sammen med mig. Her blev vi mødt med en tom og hvid stue. Der var blot en sølle kasse med legetøj og 5 bøger. På normale dage vil der være 9-11 børn.


Vi legede i en time. Hun bevægede sig ikke mere end 50cm væk fra mig. Hvis hun kunne, var hun kravlet tilbage i min mave. Hun skulle bestemt ikke i nærheden af andre voksne. Vi var afsted igen sammen mandag d.11. Og i går d.12, var hun for første gang alene. I 1 time. Da jeg ringede på klokken ved hegnet, kom de med hende. Pædagogerne sagde at hun havde haft en god dag, men at hun for det meste sad på armen og bevægede sig ikke langt væk fra dem.
I dag, d.13, var hun afsted i 1,5 time. Jeg hentede ved hegnet. Samme besked som i går. Det går fint.
Nu sidder jeg tilbage med en følelse af at være magtesløs. Når jeg aflevere hende, klemmer hun sig til mig og vil ikke gives videre. Hun græder ikke. Men hun graver sig fast i mig. Beskeden lyder at hun klare det godt. Jeg stoler på pædagogerne. De er mega dygtige.


MEN… Som forældre er jeg utryg når jeg ikke kan se det selv. Når jeg ikke kan komme på stuen for at hente, hvor jeg kan se hvad hun laver. Jeg har set kassen med legetøj. Der må være kamp om det. Min datter møffer og virker utilpas når hun kommer hjem. Jeg ved at hun nok er træt. MEN… får hun nok kontakt i vuggestuen? Jeg ved de har god kontakt til børnene. MEN.. er det nok for mit barn.
Mit barn som gerne vil lege med de voksne. Mit barn som altid søger de voksne. Mit barn som elsker at sidde på skødet og kigge. Mit barn som elsker at kigge i bøger. Er der tid nok?
Jeg sidder med en følelse af at institution ikke er for os. Men er det så simpelt? Har alle det som jeg? Er jeg forkert? Kan det overhovedet lade sig gøre?
Der er mange følelser på spil. Og jeg ved ikke hvor jeg skal starte og slutte.

 

TAK FORDI DU LÆSTE MED
N A T H A L I E

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være sin egen bedste ven